Bernstorffsvej, Gentofte - 20. marts 1945..........Webmaster: Dines Bogø




Jens Carl Thomsen - dæknavn "Sømanden"



..................................................................................
Jens Carl Thomsen blev født den 12. april 1926 på Franz Howitz Fødehjem, Frederiksberg.

Søn af disponent Ingvard Wiisholm Thomsen, f. 14.11.1886 i Skive d. 5.10.1956 i Gentofte, og hustru Anna Dorthea f. 20.8.1886 i Slagelse d. 31.7.1963 i Gentofte.

1938. Mellemskole (Foto: Efterslægtens Skolearkiv).

Juni 1944. Student. (Foto i privatarkiv).


Hans barndomshjem er i Norgesgade 36, Kbh. S og han er opkaldt efter sin farfar Jens Thomsen Viisholm, der var ølhandler i Skive.

Han flytter med sine forældre og storebror Ove til Fredensborg og derefter i 1934 til Hellerup.

Jens Carl Thomsen
I 1934 starter Jens på Hellerup Skole, Hellerupvej 22-26 (foto tv). Efterslægt-Selskabets Skole. Mellemskole fra 1936, Jacob Dannefærds Vej 3 (foto midt) afsluttende med studentereksame 1944 på Efterslægt-Selskabets Skole, Hyrdevangen 62, Kbh. NV (foto th). (Fotos: Skolearkiver).





.....
Jens Carl Thomsen var aktiv i Hellerup Sejlklub og redaktør på klubbladet i 1940.

Han vandt Furesøpokalen i 1943. (Fotoarkiv: Sven Oxfeldt Jensen).




Tilknyttet modstandsgruppen Holger Danske 1944-1945. Hans gruppeleder til 17. januar 1945 var Ejler Hurtigkarl og derefter Jørgen Borchorst.

Familiens adresse var Strandvejen 110, Hellerup. Jens Thomsen var midlertidig ansat som kontorassistent i Politikens Hus, Statistisk Afd.

Omkring årsskiftet 1944-1945 måtte Jens Thomsen flytte hjemmefra. Han fortalte forældre og storebror, at han var taget til Sverige, men i virkeligheden havde han illegalt fået adresse hos en af kammeraterne fra sejlklubben. Det var hos Eigil Guttorm på Ahlmanns Alle 9.

Man kan lidt mildt sagt sige, at hans far og storebror ikke sympatiserede med hans aktiviteter i Modstandsbevægelsen.

Hans illegale identitetskort lød på adressen Ahlmanns Allé 9. Jens familie, få hundrede meter væk, modtog periodevis brevkort afsendt fra Sverige med hilsen fra Jens.



Tirsdag den 20. marts 1945


Tirsdag formiddag mødtes tre medlemmer af Holger Danske på hjørnet af Kildegårdsvej og Bernstorffsvej. Gruppelederen stud. jur. Jørgen Borchorst, maskinlærling hos Atlas Poul Nielsen og student Jens Thomsen skulle på cykel køre til Ordrup, hvor de skulle afhente nogle pistoler hos en departementschef.


Gruppeleder "John": Jørgen Høst Borchorst (1922-2008).

Lige før viadukten ved S-banen ud for Henningsens Allé opdagede Poul Nielsen en bil, der langsomt fulgte efter dem. Man formodede, at bilen tilhørte Gestapo, Hipo eller en af de dansk-tyske terrorgrupper og at mandskabet var udstyret med maskinpistoler, rifler o.l. Fra bilen blev der råbt "Stop" og det bevirkede, at de tre modstandsfolk satte farten op.

Lige efter, at de havde passeret S-banen på vej op ad bakken blev Poul Nielsen og Jens Thomsen ramt af kugler fra den forfølgende bil. De tre modstandsfolk var kun bevæbnet med pistoler og de havde aftalt, at i en sådan situation skulle de flygte så vidt muligt i hver sin retning.



Brøndum-gruppen


Man fandt senere ud af, at det var medlemmer af Brøndum-gruppen, der fulgte efter i bilen. Gruppe blev også kendt som "Petergruppen" og den bestod af ca. 40 mand, hvoraf ca. halvdelen var danske.

Fra slutningen af 1943 til befrielsen udførte gruppen tæt ved 100 drab, mange drabsforsøg, togattentater og ca. 150 sprængninger af bygninger. Ved togattantaterne og sprængninger omkom mange og andre blev alvorligt sårede.

Hipo havde været ud for flere baghold og de havde i større og større omfang flyttet patruljeopgaverne over til Brøndum og Lorentzens dansk-tyske hjælpegrupper.




Viadukten på Bernstorffsvej ca. 1953 og 12. juli 2012. Seks mand fra Brøndum-gruppen forfulgte de tre cyklende modstandsfolk. Da bilen var under viadukten blev der skudt med maskinpistoler efter de flygtende, der var på vej op ad bakken.



Kort ildkamp


For at komme hurtig væk fra kugleregnen drejede alle tre til højre ad Tranegårdsvej. Jens Thomsen smed sin cykel foran bilen og fortsatte flugten til venstre ad en sidevej. Poul Nielsen og Jørgen Borchorst fortsatte på cykel ligeud ad Rågevej, hvor de stadig var under beskydning.



Borchorst og Nielsens rute


Poul Nielsen var blevet ramt i foden. Han var dog istand til at fortsætte og fulgte efter Borchorst, selv om det var mod aftalen. Undervejs måtte Jørgen Borchorst hjælpe Poul Nielsen videre, da denne var ved at opgive.

De to stoppede først, da de nåede hjørnet af Eivindsvej og Ingeborgvej, hvor de skjulte sig på terrassen i bankbestyrer Carl Wibergs villa, Eivindsvej 44. Rum under terrasse, som Borchorst og Nielsen evt. har brugt til at skjule sig i.

De blev hjulpet ind i villaen og skjult. Fra et vindue kunne Jørgen Borchortst se, at medlemmer af Brøndum-gruppen undersøgte 10 villaer på Eivindsvej, men forfølgerne opgav razziaen inden de nåede villaen i nr. 44.


20. marts 1945. Jørgen Brochorst og Poul Nielsen flytgtede ad Rågevej, hvor de igen blev beskudt af Brøndum-folkene. Jørgen Borchorst forsatte flugten til Ingeborgvej og Poul Nielsen fulgte efter. Nielsen kunne dårligt fortsætte og Borchorst måtte hjælpe ham videre. På hjørnet af Eivindsvej søgte de tilflugt i en villa. (Eivindsvej 44). Herfra blev der tilkaldt en læge til den sårede Poul Nielsen.



Thomsens rute


Jens Thomsen fortsatte i løb sandsynligvis ad den smalle sti for enden af haverne på Høeghsmindeparken, medens han skød tilbage mod de tre mænd der forfulgte ham. Han nåede frem til baghaven til Løvsangervej 4. Et sted nævnes, at han løb til kældernedgangen på bagsiden af huset. Et andet sted, at han løb ind og smækkede en "lemme" efter sig. Kan have været døre til haveterrassen.

Brøndum og to andre mænd, der forfulgte ham, havde ikke set, hvor præcist han løb ind, men adspurgt fortalte en havemand tæt ved villaen, at det var nr. 4 den flygtende var løbet ind i.

Brøndum-folkene smed en eller flere håndgranter ind i villaen (sikkert i herreværelset mod sydvest) på Løvsangervej 4 og truede ejeren (pens. købmand Frederik Levison og hustru Vilhelmine, der var fjerne slægtninge til Jens Thomsen) med, at villaen ville blive sprængt i luften.

Da Jens Thomsen hørte råbene og truslerne kom han ud og overgav sig.




Løvsangervej 4, Hellerup. Jens
Thomsen løb til bagsiden af huset.

Da han overgav sig, blev
han skudt tæt ved havelågen.




På vej ud til bilen blev han af et tysk medlem af Brøndum-gruppen beskudt bagfra med en maskinpistolsalve. Et af projektilerne fra maskinpistolsalven ramte ham i højre tinding. Han faldt død om på græsplænen. Liget blev smidt ind i bilens bagagerum.

Man kan undre sig over, at Brøndum-folkene ikke fortsatte til adressen Ahlmanns Allé 9, som Jens falske identitetkort lød på. Måske var folkene mere optaget af, at jagte de to undslupne og så vente med yderligere undersøgelser til senere. Dagen efter blev Shellhuset som bekendt bombet og mange papirer gik op i røg.

Måske har de uden at afsætte spor undersøgt lejligheden, som Jens havde nøgle til.


20. marts 1945. De tre HD-folk på cykel ad Bernstorffsvej mod nord opdagede, at en benzindrevet bil fulgte efter dem. Lige efte Bernstorffvej-viadukten kom bilen op på siden af dem. Alle tre drejede til højre ad Tranegårdsvej. Thomsen og Nielsen var blevet lettere såret. Ordren "spred jer" blev givet og Jens Thomsen kastede sin cykel foran bilen for at stoppe den. Han løb selv ind i villakvarteret tæt på Høeghsmindeparken, Man kender ikke helt ruten, men undervejs søgte hjælp på Rypevej 4, men endte sin flugt i kælderen under villaen på Løvsangervej 4.



Henning Brøndum fortæller


Under en afhøring i januar 1946 fortalte Henning Emil Brøndum (henrettet 9. maj 1947 kl. 04.00 på Holmen, København), at han inde i huset havde råbt til frihedskæmperen, at han skulle overgive sig og komme frem.

Det var ikke meningen, at Jens Thomsen skulle have været skudt, men han skulle til afhøring i Shellhuset. Han var blevet sur på den tyske kollega, fordi denne have skudt den anholdte.




Politiken skriver 11. maj 1945 om deres medarbejder og Berlingske Tidende skriver om sagen 8. januar 1946.



Kvarteret og "Flammen og Citronen"


........................................
Eivindsvej 44, Charlottenlund.

Hverken Jørgen Borchorst eller Poul Nielsen anede, at "Citronen" og hans hustru og datter i en periode i sommeren 1944 havde haft illegalt tilholdssted i villaen skråt over for i Ingeborgvej nr. 27.


........................................
Ca. 100 m fra Løvsangervej 4 lå Zonens redningsstation. Her havde Flammen og Citronen i 1944 haft deres tilholdssted, medens Kisling havde været stationsleder. Efter Kisling var flyttet til Zonens hovedkvarter på Frederiksberg havde Holger Danske mindre kontakt med stationen.

"Flammen og Citronen", der begge døde i oktober 1944, var medlemmer af Holger Danske.



Mindehøjtideligheder


Det kom som et chock for Jens Thomsens forældre, da de fik at vide, at deres yngste søn ikke var i Sverige, men boede illegalt i Danmark og dræbt i kamp i Gentofte.

Umiddelbart efter befrielsen blev det lagt blomster på Løvsangervej 4 og på græsplænen blev der lagt et stort dannebrogsflag.

Menighedshus, Margrethevej 11, Hellerup ........................................
Ved en mindehøjtidelighed lørdag den 21. april 1945 i Hellerup Menighedshus, Margrethevej 11 holdt Pastor Thomsen (Kristelig Dagblads redaktør mindetalen.

Rektor paa Efterslægt-Selskabets Skole udtalte efterfølgende bl.a.: Jens var en god Elev, saa lys af Sind, som han var det af Ydre. Vi, der har kendt ham, fra han som elleveaarig Gut kom ind i yngste Klasse, til han satte Studenterhuen paa Hovedet, vil tænke tilbage paa ham med Vemod og med Glæde, og vore bedste Tanker gaar til hans Far og Mor og til hans Bror.


Rektor Christian H. Nielsen holdt talen i forbindelse med afsløringen af den genopsatte mindetavle med de tilføjede navne. Højtideligheden fandt sted under skolens årsfest den 2. marts 1946. Jens' forældre og storebror var inviteret og de deltog også i arrangementet. Efterslægten: Nekrolog


Mindetavle på daværende Hellerup Skole, Hellerupvej 26, Hellerup blev opsat 5. januar 1947. Skibsreder Gunnar Schiønnemann, der selv havde mistet en søn, talte ved afsløringen. Hellerup sejlklub: Nekrolog

Ryvangen


Tyskerne gravede Jens Thomsens lig ned i Ryvangen, hvor det først blev fundet 21. juni 1945.

Efter identifikation på Retsmedicinsk Institut blev kisten 23. juni 1945 stillet i Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Kisten blev hentet tidligt om morgenen den 29. august 1943 og ført til Christiansborgs Ridebane.

Jens Carl Thomsen blev genbegravet i Mindelunden 29. august 1945 ved siden af sin første gruppeleder Ejler Hurtigkarl, der blev dræbt i kamp den 17. januar 1945.


Tv. Østre Kapel på Vestre Kirkegård, hvor kisten stod 23. juni 1945 - 29. august 1945. Th. 12. juli 2012. Jens Carl Thomsen. Grav nr. 52.

Inskription på gravstenen lyder: Beatus est pro patria morire. (Salig er den der dør for sit land).

Det var et motto, som Jens Thomsen selv havde valgt og omtalt for kammeraterne.



Efterlysning



Omtale i lokalavisen Villabyerne, 3. juli 2012 og udklip fra 1950. Kim Hegn Hansen har gennem et stykke tid arbejdet med finde oplysninger om foreningens både, herunder specielt J-99, der er opkaldt efter modstandsmanden Jens Carl Thomsen, der tillige var en markant profil i juniorafdelingen i Hellerup Sejlklub. Har du eller et familiemedlem kendt Jens, efterlyses oplysninger om dette.



Kilder:


Gentofte Kommuens Vejviser
Kraks Vejviser
Rigsarkivet
Frihedsmuseet
Københavns Stadsarkiv
Kirkebøger og Folketællinger
Hellerup Sejlklub medlemsblade
Efterslægt-Selskabets Skole
Avis: Berlingske Tidende
Avis: Villabyerne
Litteratur: Faldne i Danmarks Frihedskamp
Litteratur: Breve til Dødsriget af Kathrine Hurtigkarl
Litteratur: Holger Danske - Sabotage og likvidering 1943-45 af Peter Birkelund
Litteratur: Krigskorrespondance af John Hannover
Tidligere medlemmer af Holger Danske
Tidligere medlemmer af Hellerup Sejlklub
Nuværende og tidligere beboere i kvarteret ved Høeghsmindeparken og Eivindsvej.
Familien Borchorst
Kim Hegn Hansen