Hed elskov på Nordstranden.......Webmaster: Dines Bogø

Artikler - generelt ..... Dines Bogø ..... Sporvogne - generelt

Dines Bogø fortæller om en sporvogn i Dragør, der udbrændte!

Artikel bragt i Amager Bladet 27. marts 2012



Januar 1945

Beboerne på Nordstranden i Dragør bemærkede en kold januardag i 1945 aktivitet ved et sommerhus. Pludselig så man et kraftigt lysskær og kort tid efter fire personer i løb væk fra et brændende lidt særpræget sommerhus.



Forhistorien

I 1933 besluttede Københavns Sporveje, at udrangere de sidste af de ældre 2-etages Frederiksbergsporvogne, der havde kørt på linierne 3, 8, 17 og 18.


2-etages Frederiksbergvogn inden ommaling i Københavns Sporvejes farver. (Tegning: John Lundgren).

Broderihandler Charles Uhrenholdt på Frederiksberg købte for 175 kr. en 2-etages motorvogn. Med stort besvær blev vognen transporteret på blokvogn fra Svanemølle Remise til Dragør, hvor den blev opstillet på familiens nyerhvervede sommerhusgrund på Nordre Dragørvej 149.

Alt det formelle var på plads til sommeren 1934. Naboen bagermester Emil Scheller havde afgivet naboerklæring og Store Magleby kommune havde godkendt, at sporvognen kunne opstilles og anvendes som sommerhus.


1915. Allégade remise med Frederiksberg motorvogne og en enkelt bivogn.



Indretningen

Forperron vendte mod vest og bagermesteren havde udsigt til bagperronen, hvor der var en vindeltrappe til 1. sal på sporvognen. Datteren Aase fortæller:


Fabrikant Svend Jensens sommerhus sporvogn KS 380, oprindelig Frb.vogn 27 på Ndr. Dragørvej 149. Sporvogne nedbrændte fredag den 12. januar 1945 fordi to soldater og deres damer havde glemt alt om stearinlys og petroleumslamper. (Arkiv: Leif Bang).

Da sporvognen blev flyttet til Dragør, var jeg 9 år, og jeg fulgte spændt udviklingen omkring sommerhuset i glad forventning om, at jeg skulle bo på 1. sal med fin udsigt til en dejlig have. Alene at stige op ad vindeltrappen var en fryd for mig og senere for de jævnaldrende, der besøgte mig.

Fra den overdækkede trappe gik man et stykke i fri luft over til mit værelse. Mellem trappen og "kahytten", som mit værelse blev kaldt, var der opsat et solsejl på begge sider af vognen, så mellemstykket var beskyttet mod nysgerrige blikke, og samtidig gav sejlet læ. Sejlet ud til haven var i to dele, så man kunne trække det til side fra midten og kigge ud.

Der var meget hyggeligt i det lille værelse. Fint løst tæppe på gulvet og kønne gardiner ud mod haven og vejen. Vinduerne i den modsatte side af værelset var blændede, så man derved fik nogen vægplads til billeder ect. En lille blomsteraltan førte mod vest med udsigt over markerne. Der var to sovepladser, og skolekammerater fra Frederiksberg var hyppige gæster deroppe, hvor vi havde det meget spændende; der var faktisk ikke grænser for fantasien på sporvognens 1. sal.

I stuen nedenunder var der tæppe over det hele. På forperronen stod et stort skuffemøbel, i selve stuen en soveottoman og et arrangement med cretonnebetrukket kurvesofa og lænestole samt et lille bord.


Vinteren 1921-1922. Her ses vogn 380 ud for Kinopalæet på Gl. Kongevej. Til højre vogn 389, der også endte sine dage i Dragør, men under mere fredelige omstændigheder. (John Lundgrens tegning til forfatteren).



Besættelsen

Uhrenholdt solgte sommerhuset i 1939 til postkontrollør H. Holst Christensen fra Sundby. Den nye ejer kaldte sommerhuset for "Linie 2" og det navn brugte de omkringboende også. I foråret 1943 var det en fabrikant fra København, der købte grunden med den gamle sporvogn.

Fabrikanten kunne ikke vide at Luftwaffe ville udbygge Københavns Lufthavn. Hidtil havde Værnemagten kun anvendt den nordlige del af lufthavnens arealer, men i den sydlige del blev der fra sommeren 1943 opført et stort antal bygninger, herunder også en del endnu eksisterende hangarer.

Tyskerne opførte også baraklejre og hangarer syd for selve lufthavnen. Ved de anlæg var der tyske vagtpatruljer og disse havde selvfølgelig registreret, hvor der langs vagtruten var helårsbeboelse og hvor der var ubeboede sommerhuse. Vagterne havde kun primitive jord- og træskure til deres rådighed på frivagterne.



Vagtforsømmelse og brand

Ved 18-tiden fredag den 12. januar 1945 bemærkede familien Nielsen, der boede til leje i bagermesterens villa, at der var "aktivitet i sporvognen". De kunne se lys ved vinduerne og personer inde i sporvognen. Der var ikke indlagt el og det gamle el-system var heller ikke i funktion på nogen måde, så man var klar, at nogen måtte have tændt stearinlys eller petroleumslamper.

Et par timer efter slog lange flammer op fra vognen og umiddelbart efter så man to soldaterne og to piger i løb over marken, væk fra den brændende sporvogn. Aktiviteterne havde måske fået gardiner og stearinlys til at blafre for meget?

Der blev ringet efter det lokale brandvæsen og tyskerne, der havde to brandstationer i området, mødte også frem under udrykning.

Officielt hed det sig, at brandårsagen var "kortslutning i de elektriske installationer". På grund af aviscensur kunne man ikke skrive, hvad der egentlig var sket.

Kun sporvognens forvredne sortsvedne jernkonstruktion stod tilbage. Naboen ryddede sommerhusgrunden efter aftale med ejeren. Der blev ikke senere bygget noget nyt sommerhus på grunden. Ved udgravninger på grunden mange år senere, blev der kun fundet nogle bajonetfatninger, der har siddet indvendig i vognens loft.

På den lidt sørgelig måde endte en toetagers Frederiksberg motorvogn sine dage i Dragør.